Trends-haar-igennem-tiderne-1500x500.jpg

Hår gennem tiderne

Hår gennem tiderne

 

Er du blevet træt af hverdagens hestehale eller den evige knold, så tag med på en inspirationsrejse tilbage til fortiden. Her finder vi nemlig et sandt skatkammer af ikoniske frisurer og glemte trends, der er lige til at støve af og stjæle.

 

20´erne

I de brølende 20’ere skal både håret og kjolen være kort, så de unge kvinder ubesværet kan danse til periodens vilde rytmer: Charleston, swing og jazz. Den korte page dominerer dansegulvet på tidens populære natklubber, og håret skal helst været mørkt og sat med masser af lak.

 

30´erne

I 30’erne er håret stadig kort – men nu skal det også være krøllet. Den typiske kvinde har nemlig redt sit hår tilbage fra ansigtet og krøllet spidserne, så håret falder i store, bløde krøller fra ørene og ned til skulderne. De, der ikke fra naturens side har krøller, kan snyde sig til frisuren takket være tidens store frisør-gennembrud: Støbejernskrøllejernet.

 

40´erne

Nu raser 2. Verdenskrig, og der er ikke længere tid til at krølle og style lokkerne. Derfor vinder de naturlige, bløde og feminine bølger nu frem, der hurtigt kan sættes med fingrene eller skubbes op under arbejdshatten.

 

50´erne

I 50’erne kommer der atter tid og overskud til håret. Derfor bliver der stylet, bobbet og krøllet som aldrig før. Tidens store ideal er Marilyn Monroe, så håret skal være kort, platinblondt og falde i bløde, kontrollerede, slangekrøller.

 

60´erne

Dette årti domineres af to vidt forskellige hår-
idealer. Enten skal håret været kort og glat, som tidens største model Twiggy. Ellers skal det touperes og krølles, så frisuren matcher den sexede Brigitte Bardots sovekammerlook.

 

70´erne

Fri kærlighed og flower power – 70’ernes gadebillede fyldes af hippier og blomsterbørn. Håret skal være så naturligt som muligt, og de fleste kvinder lader håret hænge løst med en simpel midterskilning og et bånd omkring panden.

 

80´erne

Så kan du godt finde touperingsbørsten og crepejernet frem! I 80’erne kan det ikke blive stort og vildt nok. Håret skal være kraftigt touperet, farvestrålende eller fuldstændigt afbleget og det holdes på plads af en gavmild mængde hårlak og gele.

 

90´erne

Årtiets mest ikoniske frisure kan ses i den populære serie ”Friends”. Her får Jennifer Anistons honningblonde, lange hår de unge kvinder til at sukke af længsel. Håret skal nu være glat, langt og ikke mindst sundt at se på. Glattejernet bliver allemandseje, så både håret og det lange pandehår får det rette blanke look.

 

00´erne

Langsomt bliver der plads til leg og vildskab, selvom håret stadig skal være både langt og sundt. Håret skal nu helst have det rette skødesløse og naturlige fald – uden at det afslører, at det har taget flere timer at sætte.

 

10´erne

Vi er halvvejs gennem årtiet, og tidens største stilikoner peger på adskillige trends: Det skulderlange hår med tungt pandehår er efterspurgt, men det er både den skarpe page og det helt korte hår også. Der er plads til både fri leg og personlige frisurer, så skynd dig at gribe både saks, crepejern og de blomstrede hårbånd, for er alt tilladt.

Leave a Reply