Med hud & hår

 

Find den rigtige hårfarve til din hudtone

 

Hvilken hårfarve skal du vælge? det kan være svært at afgøre, men ved at kende din hudtone – og ikke mindst vide hvad der klæder den – er du godt på vej. Vi hjælper dig med at finde frem til den rigtige hårfarve til din hudtone.

 

Det er efterhånden de færreste kvinder, der beholder deres naturlige hårfarve hele livet, og mange eksperimenterer med hele farveskalaen. Men det er ikke alt, der klæder alle lige godt, så inden du sætter dig i frisørstolen, bør du overveje hvilken hårfarve, der passer til dig. Det afhænger bl.a. af din hudtone.

 

Hvad er hudtone?

Mange er ikke klar over, hvad deres hudtone er – eller måske endda hvad hudtone er for noget. Hudtoner kan groft sagt deles op i kolde og varme. Din hudtone kan betegnes som det skær, din hud har, og behøver ikke hænge sammen med, om din hudfarve er mørk eller lys. Mennesker med en mørk hudfarve kan sagtens have en kold hudtone og omvendt. Det betyder også, at det er din hudtone og ikke din hudfarve, der afgør hvilke hårfarver, der passer til dig.

 

Sådan finder du frem til din hudtone

Om din farve er mørk, medium eller helt lys, er det din hudtone, der afgør, hvilken hårfarve der passer til dig – og i øvrigt også hvilke nuancer, du bør gå efter, når det gælder tøj og makeup.

 

Er du ikke klar over, hvilken hudtone du har, kan du nemt finde ud af det med et par enkle tricks:

 

FIND DIN HUDTONE

  1. Tjek din øjenfarve

Er dine øjne blå, gråblå eller helt mørkebrune grænsende til sort har du formentlig en kold hudtone. Har du derimod grønne, lysbrune eller nøddebrune øjne med et varmt skær, har du sandsynligvis en varm hudtone.

 

  1. Hvordan reagerer din hud på solen?

Måden hvorpå din hud reagerer på sol, siger også noget om din hudtone. Hvis du let bliver forbrændt, når du er i solen, er din hudtone kold, hvorimod hud med varme toner normalt har nemmere ved at tage imod solens stråler uden at blive skoldet. Har du mange fregner, kan du i øvrigt også regne med, at din hudtone er varm.

 

  1. Guld eller sølv?

Om du ser bedst ud i guld eller sølv afhænger også af, om din hudtone er kold eller varm. Guld passer bedst til varme toner, mens kolde hudtoner tager sig godt ud i sølv. Så prøv dig frem, og se, hvad du synes, klæder dig bedst – det er ofte en god indikation for, hvilken hudtone du har.

 

  1. Farvetesten

Hold et klæde eller et stykke tøj med en kølig blå farve op ved siden af dit ansigt og derefter et med en varm gul farve. Hvilken farve klæder bedst dit ansigt? Er det den blå, der blender bedst sammen med og ser mest naturlig ud sammen med din hud, har du en kold undertone, mens den gule farve vil se bedst ud ved siden af et ansigt med en varm undertone.

 

  1. Gul eller blå?

Kig på blodårerne i dine håndled. Hvis de er blå, har du en kold hudtone, mens mere gulige eller grønlige blodårer indikerer en varm hudtone. Hvis du har en blanding af gule og blå blodårer, kan du have en neutral hudtone.

 

Mennesker med en mørk hudfarve kan sagtens have en kold hudtone og omvendt.

De farver skal du vælge

Når du har fundet ud af, hvilken hudtone du har, bliver det pludselig meget nemmere at vælge farver – ikke bare til dit hår men også din makeup, dit tøj osv. Som hovedregel skal du vælge kolde farver, hvis du har en kold hudtone, og varme farver, hvis din hudtone er varme. Varme farver blender bedst sammen med og fremhæver den naturlige glød i en varm hudtone, mens kolde farver vil skabe kontrast og se mindre naturligt ud til den varme tone – og omvendt.

Varm hudtone

Hårfarver, der passer til en varm hudtone, er f.eks. en gylden blond eller en rødlig farve med dybe, varme undertoner. Ønsker du at være brunette, kan du f.eks. vælge en dyb nøddebrun nuance, gerne med spil af lysere reflekser for at give endnu mere dybde og varme

Kold hudtone

Er din hudtone kold, vil kolde hårfarver klæde dig godt. Gå f.eks. efter en mørk brun med en kold undertone eller en skarp, lys blond med et koldt skær – måske endda en platinblond. Har din hud en rødlig tone, bør du dog undgå helt kølige farver og i stedet gå efter f.eks. en fyldig brun eller rød farve.

 

Med-hud-og-haar_1000x500